Smykkefolket:
Ud af frustration kommer ofte inspiration: Min forkærlighed for smukke smykker og deres stene er ofte uforenelig med mine gøremål. Derfor har jeg ofte smykker henlagt rundt om i huset. På et eller andet tidspunkt finder de vejen tilbage til deres plads, men en dag gik det alligevel galt. Det stoppede ikke ved den almindelige panik og "hvem har set min ring". Min eneste diamantring var som sunket i jorden. Pludselig var jeg klar over, hvad der var sket. Den måtte være faldet ned bag mit natbord, og den lyd, jeg havde hørt i støvsugerslangen nogle dage forinden, kom ikke fra en mønt som antaget. Jeg vidste det godt. Jeg havde skiftet posen og smidt den gamle ud. Det var umuligt for mig at slippe tanken: Havde jeg dog bare haft nogen, der nemt kunne passe på mine smykker, så var det aldrig sket.
Ideen til Smykkefolket var opstået og jeg gik igang.
Det var som om de bare havde ventet på at blive synliggjort. En dag hvor hænderne ikke ville stoppe, kiggede jeg op i loftet og så en regnbue. For mig var det et magisk øjeblik, og det, at de nu kommer i andres hænder, er for mig et udtryk for, at eventyret stadig lever.
Jeg har skabt fire Smykkefolket-figurer: Cornus, Dianthus, Solidago og Salix.
Cornus - Kornel - støtter og beskytter den levende lilje i sit skød, som symbol på ærbødighed for det på én gang enkle og organiske. Samspillet mellem figur og natur symboliserer en større helhed og gensidig respekt.
Dianthus - Nellike: En næsten cyklisk stemning med afsæt i de lange elegante linier i Dianthus opfordrer til intens refleksion. Dianthus kendetegner fysisk balance, eftertænksomhed og ro.
Solidago - Gyldenris - er ærbødig, nobel og elegant med sine vertikale linier. Den eksplicitte enkelhed vidner om ædel stilighed og eksklusivitet.
Salix - Pil: Det på en gang atletisk balancerende og æstetisk rolige kendetegner Salix, som symboliserer fleksibilitet samt mentalt og fysisk overskud.
Se også billedgalleri
Smykkefolket udgik af produktion i 2012 og er ikke længere i handelen.